DJI Phantom 4 drone med Collision Avoidance

DJI’s Phantom 4 drone blev lanceret denne uge.

 

DJI’s Phantom serie har domineret forbrugermarkedet indenfor droner og deres modeller ligger også på vores liste over anbefalede droner. Men DJI hviler ikke på laurbærerne og lancerer nye droner med korte mellemrum. Det samme gør sig gældende nu. Efter sidste års succes med Phantom 3 præsenterer DJI nu deres næste generation af droner: Phantom 4.

 

Læs meget mere om DJI Phantom 4 dronen og se nye fotos af modellen herunder.

 

Designmæssigt har Phantom 4 udviklet sig i en lidt mere strømlinet retning sammenlignet med Phantom 3, hvilket ikke kun giver den et lidt mere futuristisk look, men designet skulle også forbedre aerodynamikken. Sammen med de nye propeller der kan klikkes på, som på Inspire 1, har det medvirket til at topfarten er øget til imponerende 20 m/s (72 km/t) i den nye Sport mode hvor dronen kan tiltes op til en 45-graders vinkel. Derudover er flyvetiden øget til 28 min., men den vil naturligvis blive væsentlig reduceret når du flyver med top hastighed.

 

Forbedret flyvetid og hastighed er et stort plus – men det forhindrer dig ikke i at flyve din nye dyre drone ind i et træ. DJI introducerer med Phantom 4 et “Collision Avoidance” system (Obstacle Sensing System) i stil med det Yuneec netop har præsenteret. DJI’s system bruger to fremadrettede kameraer til at udpege forhindringer så langt væk som 15 meter.

 

Hvis kameraerne ser en forhindring vil Phantom 4 øjeblikkeligt standse op og lade piloten flyve rundt om forhindringen. Da kameraerne kun kigger fremad, vil det ikke virke ved side- eller baglæns flyvning, eller hvis den flyver op eller ned. Men det kan være en stor fordel hvis dronen er ved automatisk at flyve hjem (hvor den vil flyve forlæns) på grund af mistet signal eller hvis batteriet er ved at være færdigt.

 

 

Der er også introduceret et par nye flight modes som gør brug af sensorerne og 4K kameraets forbedrede evne til at genkende objekter. “ActiveTrack” lader dig udpege et objekt (eller person) på skærmen og dronen vil derefter følge objektet når det bevæger sig så du kan koncentrere dig om at styre kameraet. Som al anden automatisk flyvning har det sine begrænsninger, så hvis dronen følger efter dig og du bevæger dig under en el-ledning så vil den stadig styrte ned da Collison Avoidance system ikke kan se små genstande som ledninger og mindre grene på træer. På trods af de store fremskridt droneteknologien har taget de sidste par år, er vi endnu ikke nået dertil hvor droner ikke kan styrte når de flyver i en automode.

 

DJI Phantom 4 har fået nye flight modes

DJI Phantom 4 har fået nye flight modes

 

TapFly” er en anden ny flight mode. Her kan du trykke på et punkt på dit kort på appen på skærmen af din mobile enhed, og Phantom 4 vil derefter automatisk vælge en flyverute og flyve hen til det punkt og undgå forhindringer (i det omfang det er muligt) på vej derhen. Hvis du vil afbryde turen er Play knappen nu erstattet med en Pause knap som straks afbryder alle automatiske flyvninger og sørge for dronen står stille. Sørg for at sætte en max. distance i DJI’s GO app, så den ikke flyver for langt væk hvis du kommer til at trykke på horisonten og sender den på et eventyr den ikke kan overskue.

 

Kameraet i Phantom 4 har også fået et par forbedringer i forhold til Phantom 3 Professional. Det optager stadig i 4K i 94-grader (svarende til et 20mm full frame objektiv), og DJI oplyser, at objektivet er forbedret med skarpere detaljer i hjørnerne og mindre kromatisk aberration i billederne. Derudover er der mulighed for at optage 1080p i 120FPS. Ellers ser der ikke ud til at være de store forbedringer på kameraet sammenlignet med Phantom 3.

 

DJI Phantom 4 batteri

DJI Phantom 4 batteri

 

Med en vægt på 1.380 gr inklusiv batteri, er Phantom 4 100 gr tungere end sin forgænger. Men et større batteri (5.350 mAh) giver 28 minutters flyvetid, hvilket er hele 5 minutter mere end Phantom 3.

 

 

DJI Phantom 4 batteriskuffe

DJI Phantom 4 batteriskuffe

 

DJI bruger stadig Lightbridge teknologi til at streame til din mobile enhed via remoten. Den maksimale afstand er 5 km, som dog er langt over Line-of-Sight (LOS) som er et krav for flyvning med droner i Danmark. Vi håber på at kunne lave en review af Phantom 4 så snart den lander i Danmark og signalet er blandt andet noget af det vi vil teste. Selvom Phantom 4 kan flyve langt over LOS, så er et forbedret signal dog altid en fordel, da det kan medvirke til at signalet ikke afbrydes eller generes så let ved flyvning i områder med mange signaler, og signalet vil også være stærkere når du flyver på længere afstande men stadig indenfor LOS.

 

DJI Phantom 4 med forbedret VPS

DJI Phantom 4 med forbedret VPS

 

Derudover er Phantom 4 forbedret ved at motorerne er hævet for at undgå de revner der ofte sås i rammen på Phantom 3. En sidegevinst er, at propellerne vil være mindre synlige i billedet. Gimbalen er centeret og forstærket med ophæng i begge sider for yderligere stabilitet. Remoten har adopteret bøjlen til tabletholderen fra Inspire og er nu i metal i stedet for plast, og Vision Position Systemet (sonar/kamera under dronen der stabiliserer dens position indendørs) er forbedret med en højere rækkevidde.

 

DJI’s Phantom 4 koster EUR 1.399 og kan allerede nu købes direkte hos DJI og forventes afsendt fra 15. marts. Den forventes til danske forhandlere omkring april måned.

 

Kig forbi senere og se vores endelig review når vi får fingerne i en model.

 

Hvad syntes du om Phantom 4? Syntes du Collision Avoidance teknologien er lovende eller skræmmende?