DJI Inspire 1 Klar til Take-off med 4K Kamera

Der findes massere af quadcoptere på markedet der kan betragtes som legetøj. DJI’s Inspire 1 er ikke en af dem.

 

I et forsøg på at lukke hullet mellem de avancerede, professionelle S-800/-900/-1000 droner, og de mere hobbyagtige Phantom droner, har DJI netop lanceret deres Inspire 1 drone.

 

Den tilbyder en masse funktioner der længe har været på ønskelisten hos dronepiloter, og med udskifteligt opgraderet 4K kamera, 360-panorama samt mulighed for at fiksere sig på et motiv under flyvning er det helt sikkert at Inspire 1 vil være på ønskelisten hos både seriøse amatører og professionelle droneentusiaster.

 

Vi har kigget nærmere på Inspire 1 her:

 

Betegnet af DJI som verdens første flyvende 4K kamera, er Inspire 1 et skridt op fra deres Phantom 2 Vision+ som de lancerede tidligere i år. Og det er en temmelig stor opgradering, og med et prisskilt der matcher: 2.900 USD. Pris i DKK er endnu ikke kendt men med danske afgifter lander den formentlig på den forkerte side af 20.000 kr (uden ekstra batteri, case).

DJI Inspire 1

DJI Inspire 1

 

Med et landingstel i karbonfiber, der hæver og sænker sig automatisk ved start og landing, giver kameraet’s 94-graders vidvinkel nu mulighed for at filme 360-grader rundt med en opløsning på op til 4K (30 fps) eller tage foto i 12-megapixel opløsning. Udover at kunne rotere hele vejen rundt, kan kameraet tiltes op til 125-grader. Kameraet skulle optage i en bitrate på ca. 60MB/sek hvilket er meget lig det GoPro HERO4 Black leverer. Men om kvaliteten af den lille 2,3″ sensor og optikken også kan levere samme resultat som GoPro – der jo er en decideret kameraproducent – må vi afvente til vi ser reelle reviews fra uafhængige kilder. Kameraet skulle dog ifølge vores oplysninger være produceret af Sony så måske lever det op til forventningerne. Film optages i .mov eller .mp4 format.

 

I lighed med Vision+ modellen, er kameraet ophængt i en 3-akset gimbal for videostabilisering mod hurtige bevægelser og vindstød. Det ser mere solidt ud end det meget skrøbelige kamera og ophæng brugt i Vision+ modellen, og hvad der også er vigtigt er, at det nu kan afmonteres. Så du kan nu flyve uden kamera men hvad der er mere interessant er, at det formentlig betyder at der vil komme opdaterede kameraer, og hvem ved, måske mulighed for fremover at montere et GoPro HERO4 Black der også filmer i 4K.

DJI Inspire 1 4K kamera

DJI Inspire 1 4K kamera

 

Nu behøver du ikke fjerne hånden fra din remote for at justere kamera indstillingerne på din smartphone. Remoten har nu indbygget kontrol over kamera instillingerne i de to øverste hjørner. Eller, du kan overlade en ekstra remote til en hjælper som kan have kontrol over kameraet alene mens du koncentrerer dig om at flyve.

 

Netop flyvning af Inspire 1 skulle være lettere end med Vision+, på trods af den er rimelig simpel at flyve i forevejen. Inspire 1 er en Ready-to-Fly model, du skal blot montere de farvekodede propeller, oplade batteriet og så er den stort set klar. Selvom det måske er mod den mandelige natur, så gør dog lige dig selv den tjeneste at læse manualen. Et par gange. Det her er en dyr drone, så der tid givet godt ud.

 

DJI Inspire 1 Remote controller

DJI Inspire 1 Remote controller

 

Inspire 1 har auto-start og landing med et enkelt tryk på en knap og hvis du vælger selv at lande den, vil det bredere landingstel nok betyde en mindre risiko for at den tipper over på siden hvis du lander lidt for hårdt eller på ujævn overflade.

 

For at holde sin position fikseret ved indendørs flyvning, eller når du ikke kan få en GPS fastlåsning, har DJI tilføjet et kamera og sensorer på undersiden som tilsammen danner et billede af underlaget og låser dens position uden at piloten behøver lave justeringer.

 

DJI har lavet deres “Return-to-Home” funktion mere dynamisk, sådan at “Home” nu er hvor du befinder dig. Det giver mulighed for at du kan kalibrere og lave take-off fra én position, og hvis du flytter dig, vil den komme tilbage til hvor du er og ikke hvor den lettede fra. Helt sikkert en brugbar funktion for os der filmer både der enten konstant her resettet “Home” eller krydset fingre.

 

Ligesom DJI’s andre modeller, kan Inspire 1 indstilles til at vende hjem når batteriet er ved at være fladt. De nye iOS og Android apps lavet til Inspire 1 viser nu også hvormeget strøm der er tilbage på batteriet på hver af de seks celler (du kan også bruge det til at se hvor stærke cellerne er hvis én af dem ikke yder normalt).

 

DJI Inspire 1 app - Flight Plan

DJI Inspire 1 app – Flight Plan

 

App’en viser alle telemetriske data fra Inpire’s sensorer, kamera kontrol, og mulighed for at justere remoten selv. For dem der ønsker at flyve en fastsat rute, kan du sætte kursen på et kort ved simpelthen at tegne ruten på din smartphone/iPad. Derudover kan du nu flyve rundt om et motiv – og fiksere kameraet på motivet under flyvningen. Noget der heller ikke tidligere har været muligt på andre modeller.

 

DJI Inspire 1 app checklist

DJI Inspire 1 app checklist

 

En anden velkommen funktion er en “pre-flight checklist” der viser dig status på forskellige komponenter. Vi er jævnlig  instruktører for nye dronepiloter og det her vil være ekstremt brugbart for nye piloter som nu får et visuelt overblik hvis en del ikke optimal eller ikke fungere korrekt.

 

Det mest negative ved Inspire 1 – udover den heftige pris – er flyvetiden.

Med det medfølgende 4500mAh batteri får du 18 minutters flyvetid. Det skulle godt nok være ved optagelse med 4K (30 fps) som har et højere strømforbrug end fx. 1080p, men det er sjældent at DJI’s flyvetider stemmer overens med virkeligheden. Det virker som om de opgiver flyvetider for deres droner i hoverposition i vindstille vejr, og almindelig flyvning med diverse manøvrer og vindpåvirkning vil helt sikkert presse flyvetiden ned.

Derudover er det skuffende at det standard batteri der medfølger kun er 4500mAh, men du kan – og vil helt sikkert skulle tilføje –  et større 5200mAh  for længere flyvetid i indkøbskurven.

 

Du kan læse mange flere detaljer på DJI’s Inspire 1 side ligesom den kan pre-orders der. Ifølge DJI, skulle de første sendes afsted i slut november.

Vi glæder os til at se og flyve Inspire 1, og ikke mindst til at se hvordan videokvaliteten er.

 

Hvad syntes du om DJI’s Inspire 1? Er den en du overvejer at købe, eller afventer du en evt. opgradering af kamera eller næste version? Lad os høre i kommentarerne herunder.